Findes der en mere perfekt to go snack end et pølsehorn? Næppe! Denne portion kan hurtigt få ben og gå på hvis man tager den med på en picnic, men de er også gode til at have i fryseren. Jeg synes altid at det ser ud af så mange men de forsvinder lynhurtigt, når mor og far også lige skal have et med på tur :) Hvis de skal holde længe kan man tage dem med frosne og så lade dem tø op over 2-3, ellers giver jeg dem 1 minuts tid i microovnen og pakker dem ind i et stykke køkkenrulle. Holger bliver altid glad for “gaven”, som han kalder det, når jeg henter ham.

Opskriften er med poolish og surdej, som giver en dej der næsten er hovedatraktionen i stedet for bare at være en holder til pølsen. Hvis du vil læse lidt om poolish kan du gøre det på BakerPedia indtil jeg selv får skrevet en længere post om det. Man kan bruge alle slags pølser til de her pølsehorn, men jeg vil anbefale at vælge dem nogle med god smag og højt kødindhold!

Velbekomme!
- Henrik

Opskrift Print



Antal:
20-30 stykker

Arbejdstid:
1 time

Hævetid:
2-12 timer

Total:
4 timer

Ingredienser

Dej
  • 200 g poolish
  • 2 dl mælk
  • 1 æg
  • 375 g hvedemel
  • 125 g grahamsspeltmel (eller anden god fuldkornsmel )
  • 50 g smør
    - ved stuetemperatur
  • 20 g sukker
  • 8 g salt
  • 100 g surdej (kan erstattes med 2 g gær )
Poolish
  • 100 g Hvedemel
  • 100 g vand ved stuetemperatur
  • 0.5 - 3 g gær
Fyld
  • 10-15 pølser (af god kvalitet )
    - skåret i halve
  • 3 dl ketchup
  • 1 æg (til pensling )

Fremgangsmåde

Poolish
  1. Bland alle ingredienserne sammen i en beholder med låg
  2. Lad beholderen stå på køkkenbordet og fermentere alt efter hvor meget gær der er kommet i:
    • 3 g -> 1-2 timer
    • 1.5 g -> 3-4 timer
    • 0.75 g -> 7-8 timer
    • 0.25 g -> 12-15 timer
  3. Din poolish er klar når den har toppet og den begynder at falde lidt igen.
Dej
  1. Bland alle de tørre ingredienser sammen.
  2. Hæld mælk en del af mælken ned i bøtten med poolish for at frigøre det. Brug en våd dejskraber for at få det ud af beholderen og ned til de tørre ingredienser
  3. Tilsæt æg, surdej og resten af mælken
  4. Ælt dejen til den er smidig eller slipper skålen hvis du bruger røremaskine
  5. Tilsæt smørret af 2-3 omgang og ælt til det er blevet optaget af dejen
  6. Lad dejen hæve i en skål i ca. 2 timer, til den er hævet til dobbelt størrelse
Pølsehorn
  1. Drys mel på bordet og dejen og hæld dejen ud på bordet.
  2. Rul dejen ud i en firkant på 40x60 cm
  3. Del dejen på midten så du har to stykker på 20x60 cm.
  4. Del dejen i aflange rektangler på det lange led så du har halvt så mange rektangler som pølsestykker
  5. Dej hvert stykke på diagonalen, så du nu har lige så mange trekanter som pølser.
  6. Smør den nederste del af trekanten med ketchup og rul et pølsestykke ind i dejen startende fra bunden af trekanten.
  7. Lad pølsehornene efterhæve i 30-45 minutter, tænd ovnen på 180° imens.
  8. Pisk et æg sammen med en smule salt og pensel hornene
  9. Bag pølsehornene i 20 minutter eller til de er gyldne. Jeg har damp i ovnen de første 10 minutter, men det kan undlades.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...