Pasta med kødsovs (eller spaghetti-kødsovs eller bare kødsovs - kært barn mange navne) er nok den ret jeg har fået flest gange i mit liv. Sammen med boller i karry udgør den vel størstedelen af gryderetterne på de danske børnefamiliers aftensborde.
Desværre bliver den ofte lavet helt uden kærlighed og omtanke og med en masse ingredienser som virkeligt ikke burde blandes sammen. En bruger på Reddit illustrerede det virkeligt godt med dette billede:
Dåsemajs og cocktailpølser har ingenting at gøre i en kødsovs, hvis du spørger mig. Men resten af ingredienserne skal bare bruges på den rette måde. F.eks. giver ketchuppen en masse sødme som især vil mangle hvis man bruger hakkede tomater af lav kvalitet (hvilket man virkeligt ikke bør, men mere om det senere).
Når jeg laver en kødsovs, har jeg tre mål: Den skal smage både børn og voksne, den skal have godt med grøntsager og så skal den være nem at lave, så den passer ind i en travl hverdag.
En af måderne hvorpå jeg sikrer en god smag, er ved at låne lidt fra kødsovsens italienske fætter ragú alla bolognese og bruge en blanding af okse og svinekød. Svinekødet indeholder en del inosinat der, som jeg også har beskrevet i svigermors grillmarinade, giver ekstra meget umamismag når den blandes med den glutamat der findes i tomater, worchestershire sauce og i parmesan. Den gode umami smag gør at kødsovsen kan bære mange flere grøntsager uden, at det kommer til at smage kedeligt og vandet. Umamismag er også, sammen med sødt, en smag som børn helt grundlæggende er tiltrukket til, hvor surt salt og bittert skal tillæres. At udskiftet oksekød med svinekød sænker også klimabelastningen betragteligt, så det kan man jo også lige tage med
Selvom det hedder en kødsovs, er der dobbelt så mange grøntsager i retten som kød. Derfor er valget af grøntsagerne vigtige. Først og fremmest kan jeg ikke lægge nok vægt på hvor vigtigt det er at vælge gode tomater. Jeg bruger ofte tomatpuré og hakkede tomater fra Mutti eller passata fra Urtekram eller andre mærker af lignende kvalitet. Selvom hakkede tomater af god kvalitet koster dobbelt så meget som det billigste, er det stadig en billig ingrediens ift. hvor vigtig den er for retten, så det skulle du virkeligt unde dig selv. Når jeg laver retter med tomat, sørger jeg altid for at bruge en smule sukker. De fleste tomater er ret sure i smagen og det er også godt, så det er ikke et forsøg på at rette op på denne surhed, men bare at give den en smule modspil.
Derudover giver løg, gulerod og bladselleri en god base som man også kender fra en soffrito. Jeg er helt sikkert fortaler for at bladselleri og løg bliver hakket ganske fint og også stegt langsomt, men det handler selvfølgeligt også om hvor meget tid der er tid rådighed. Jeg synes også at squash giver en god smag til gryderetter og en god portion koncentreret bouillon (der er nok væske i retten i forvejen) giver den sidste nøk til smagen.
Jeg plejer også at bruge nogle skvæt tabasco til at varme smagen lidt op og sammen med worcherstershiresaucen er det et godt fermenteret hack til at give en lidt mere kompleksitet.
Sidst men ikke mindst skal det nævnes at kødsovs har rigtig godt af at stå og simre rigtigt længe. Det kan godt være lidt svært at nå til hverdag, men så kan det anbefales at lave store portioner og fryse dem ned, da det faktisk gør noget rigtig godt for smagen!
Velbekomme!
- Henrik
Opskrift Print
Antal:
8 portioner
Arbejdstid:
30 min
Tilberedning:
30-60 min
Total:
60 min
Ingredienser
- 2 hvidløg hvidløg
- 2
løg
- fint hakket - 450 g
squash
(ca 1 stor eller 2 mellemstørrelse
)
- revet - 450 g
gulerødder
- revet - 100 g
Bladselleri
(valgfri
)
- fint hakket - 450 g hakket oksekød
- 450 g hakket svinekød
- 800 g (2 dåser) hakket tomater (af god kvalitet, så som mutti )
- 150 g tomatpuré (også gerne mutti )
- ca 4 tsk bouillon (svarende til ca 1,5 liters færdig bouillon )
- 4 tsk oregano
- 2-4 tsk sukker
- 1 tsk paprika
- ½-1 tsk worcestershire sauce
- 10 g parmesan (alternativt en gammel skorpe fra parmesan )
- 2 spsk olivenolie
- 5-10 skvæt tabasco (valgfri )
- peber
- pasta
- salt
- parmesan
Fremgangsmåde
- Det første der skal gøres er at finde en pande og en stor gryde frem, da der skal steges en masse.
- Hak løg og bladselleri fint.
- Kom en spiseske olie, bladselleri og løg i gryden og steg det ved lav varme mens resten forberedes.
- Mens løgene hygger sig rives squash og gulerødder på et rivejern.
- Når løgene er klare og bløde presses hvidløg ned i gryden.
- Hvidløget steges i ca 1 minut og derefter tilsættes hakket tomat til gryden, som nu skal hygge sig på middel varme.
- Steg kødet på panden evt. over flere omgange, hvis panden ikke er stor nok og blusset ikke er stærkt nok. Kom kødet over i gryden efterhåden som det bliver brunet.
- Tilsæt mere olie og steg derefter tomatpuré i et par minutter.
- Steg de revede grøntsager i overkommelige portioner og kom dem op i gryden. (Dette gøres blandt andet for at trække smagen fra panden over i gryden)
- Så snart der er overskud til det kan du begynde at krydre retten. Kom den koncentrerede bouillon direkte ned i gryden og tilsæt derefter oregano, paprika, worcestershire sauce, 2 tsk sukker, peber og parmesan.
- Lad kødsovsen simre i så lang tid du kan, men mindst 20 minutter.
- Inden servering koges pasta efter anvisning på pastapakken.
- Før retten serveres, smages den til med det sidste sukker, peber og evt lidt ekstra bouillon
- Server pasta med kødsovs og en god portion revet parmesan!
Skriv en kommentar
Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *